©  Foto:

Dagstur til Dragør

Tag en tur til hyggelige Dragør lige uden for København, hvor alt er inden for gåafstand, og den gamle bydel er fyldt med velbevarede, gulkalkede huse.

På de lokale museer, som er beliggende dels nede ved havnen og dels på to fine bondegårde, kan man få indblik i byens historie og traditioner, og om sommeren levendegøres fortiden af de lokale. 

På hovedstrøget ligger der fine gavebutikker og specialforretninger, og nede på havnen kan man nyde udsigten ud mod Øresund fra de mange lækre restauranter.

I løbet af sommeren afholdes der lokale kunst-, musik- og madfestivaler samt marked. På visit-dragoer.dk finder du en opdateret liste over arrangementerne.

Historien 
Dragør og nabobyen St. Magleby blev oprindeligt etableret af de hollændere, som den danske konge Christian II bød til landet for at dyrke grøntsager til hoffet.

Søfart og fiskeri af især sild har også spillet en vigtig rolle for byen, som har en helt speciel atmosfære med små, smalle brostensgader og gule huse med rødt tegltag eller stråtækt. 

Transport
Bus 250S kører fra Københavns centrum og bus 35 fra lufthavnen. Man kan også tage cyklen fra Amagerstrand langs kysten øst om lufthavnen eller gennem Amager Fælled og fra Kongelunden videre langs kysten.

Share your wonders: